Musik

MUSIK PÅ EFTERSKOLE I JYLLAND

Musikalsk udfoldelse for fuld udblæsning

På Vandel Efterskoles musiklinje i Jylland spiller vi en masse musik. Vi leger med de musikalske former, og eleverne vil lære at indgå i et musikalsk fællesskab.

Så hvad enten du er begynder eller har spillet på et eller flere instrumenter i mange år, så er der plads til dig. Eleverne er velkommen til at tage deres egne instrumenter med på skolen, men de kan også bruge de instrumenter, vi har i vores lokaler. I fritiden bruger eleverne lokalerne til at fyre den af med vennerne.

Vi arbejder med grundlæggende øvelser med rytme og puls, sangtræning, samspil, og vi øver os i at få kroppen med. Undervisningen er fuld af glæde, spontanitet og fællesskab, fordi sang og spil i sig selv er fuld af sprudlende liv. Det er sjovt og hyggeligt, det er ikke en konkurrence, og eleverne får lov til at være helt sig selv og hjælpe hinanden med at finde deres musikalske udtryk. Vi sørger for, at alle uanset niveau bliver set og hørt – og får mulighed for at optræde.

RYTMISK TRÆNING

Gennem øvelser og lege får eleverne styrket deres rytmiske fornemmelse. De møder bl.a. forskellige stilarter fra Afrika og Sydamerika og lærer at arbejde med percussion og bevægelse.

TEORI OG HØRELÆRE

Gennem teori og hørelære udvikler eleverne en uundværlig musikforståelse. Noder, akkorder, skalaer og rytme er nogle af de begreber, vi tager fat på.

RYTMISK SAMMENSPIL

I sammenspil er det vigtigste redskab ørerne. Ved sammenspil lærer eleverne at lytte, at opleve rytme og klang og bruge deres instrument aktivt i fællesskab med andre.

Mærk tonerne og rytmen helt ind i kroppen – i teori og praksis

Vi arbejder både teoretisk og praktisk med musikken. Vi arbejder indgående med notation, puls, rytme, akkorder, opbygning af akkorder, takter og genrekendskab – teori gennem leg. Desuden inddrager vi elementer af SDS – sang, dans og spil. Vi laver grundlæggende øvelser med rytme og puls, sangtræning, flerstemmig sang, og vi øver os altid på at få kroppen med. Det er nemlig en fantastisk måde at underbygge den musikalske læring.

 

Vi spiller i bands

Eleverne spiller i to bands med ca. 9-10 elever. Først vælger de et instrument, de vil fordybe sig i, og så øver vi numre, indtil ”det spiller”. Dét gør vi for at øve genrer og for at spille koncerter senere.

 

Vi spiller koncerter og tager på turné

Vi tager på turné til fri-, folke- og efterskoler for at spille koncerter med vores bands. Vi inviterer også forældre og bedsteforældre til koncert – bl.a. til et rock-og-grill-arrangement hver sommer med en stor udendørsscene. Her spiller vi og professionelle bands, og det er fedt for eleverne at prøve at spille på en større scene. Hvert år er der musikefterskolefestival, som vi også deltager i.

 

Vi er med i skolens musical

Hvert år er vi en bærende del af musicalen, som ligger i efteråret. Vores elever sidder i bandet, de synger i koret eller måske synger de som solister. Vi tager også på turné med teaterlinjen hvert år.

 

Vi har gode faciliteter

  • To musiklokaler med kvalitetsgrej – god lyd kommer fra gode instrumenter.
  • En scene med fedt lys og røg, hvor eleverne får en totaloplevelse af at være i rampelyset.
  • Et professionelt lydstudie, hvor elever med interesse for elektronisk musik kan komponere og indspille. Vores lydstudie er digitalt og baseret på Logic Pro opsat på iMac. Hvis eleverne har lyst, kan de få individuel undervisning i lydstudieteknik og produktion gennem valgfag.

Hvad får dit barn ud af at vælge musik på efterskolen?

Eleverne får et helt særligt sammenhold som band og linje. Når først de har set hinanden nervøse og pressede backstage og sidenhen stået side om side og gennemført en koncert, så får de et stærkt bånd og en stærk forståelse af, at alle er nødvendige og vigtige.

Derudover får eleverne ansvar. Når de er på turné, får de ansvar for hinanden og for at øve sig, så godt de kan. Eleverne er også med til at opsætte lyd og lys, trække kabler til mikrofoner og forstærkere, samle trommesæt og pakke alt sammen igen.

Sidst men ikke mindst får de mod og en tro på sig selv. Det kræver mod at stille sig op og synge eller spille på et instrument foran et publikum. Sammen hjælper vi eleverne med at finde deres eget musikalske udtryk – og vi står klar med gode råd og vejledning, hvis dit barn er interesseret i sangskrivning.

Hvad skal du overveje, før du starter?

Der er plads til alle, men eleverne skal have lyst til det, og de skal være klar til at lægge kræfter og energi i det. Det kræver fordybelse – og øvelse i fritiden.

Når vi laver samspil, arrangerer vi det sådan, at alles behov og niveau bliver tilgodeset. Dem, der er helt nye, eller som vil fordybe sig i deres instrument, kan vælge valgfag ved siden af linjen.

Lyder Vandel Efterskole, musik og samspil som noget for dig?

Søger du en musik-efterskole i Sydjylland for 9. og 10. klasse? Så tag et kig på vores efterskole i Jylland. Har du spørgsmål, eller vil du høre mere om, hvordan dit barn bliver elev hos os, så skriv til os på kontor@vandelefterskole.dk eller ring på 75885033.

 

Kig forbi på en af vores besøgsdage

Vi elsker at vise vores skole frem. Det er, fordi vi er stolte af den. Kig forbi på en besøgsdag og oplev selv, hvor godt vi har det på Vandel Efterskole. Læs mere om vores besøgsdage på efterskolen her.